Adresse
Tollerupvej 2
Matrikel og BBR
Halsnæs Kommune. Matr. Melby By, Melby 7ML. BBR: 260-12176-2
Opførelsesår
Ca. 1500
Fredningsår
1964
Bygherre/arkitekt/ingeniør
?
Stilart
Sengotisk
Oprindelig funktion
Kirkelade
Ejere
Staten/Kirkeministeriet
Ombygninger
1722 og 1888
Bygningsbeskrivelse
Umiddelbart vest for tårnet og indbygget i kirkegårdsmuren står nordenden af en senmiddelalderlig kirkelade, der selv i sin nuværende stærkt afkortede form fremtræder som en smuk bygning. Kun vest- og nordmuren er gamle, og den sidste har en velbevaret kamtakket blændingsgavl af vindueskrydstype ligesom tårnets gavle.
Bygningen synes helt igennem opført af munkesten i munkeskifte, og det er sandsynligt, at stenene er brændt umiddelbart udenfor kirkegården, hvor der syd for er fundet rester af en teglovn.
42 kvadratmeter ifølge BBR.
Bygningshistorie
Kirkeladen er opført i første halvdel af 1500 samtidig med opførelse af kirkens tårn. Hele østmuren med dens to døre og sydmuren med blændingsgavl stammer fra o. 1888, da bygningen indrettedes til ligkapel og brændselsrum.
Det bevarede stykke af laden er kun en fjerdedel af den oprindelige; resten stod i mere eller mindre ruineret stand frem til 1722, da man istandsatte nordenden med bjælker, spær, hulstenstag m.m. og dernæst afbrød ”8 favne af den gamle kirkelades mur op til det søndre hjørne lige efter ringmurens højde”.
Denne nedskårne østmur af laden er stadig hegnsmur og viser, at bygningen oprindelig har været godt 20 meter lang, inddelt i 4 fag af lisener svarende til dem, der indgår som endelisener på den bevarede del.
|