Links
+ By historier
Industrimuseet Frederiks Værk |
|||||||||
|
|
 |
 |
|||||||
|
|
|||||||||
| Forside > Formidling > Byhistorie > Frederiksværks historie |
|
||||||||
|
Frederiksværks historie |
|
|||||||
 |
|||||||||
|
Fra
1500-tallet var Nordsjælland plaget af sandflugt, og
den lukkede blandt andet for Arresøens naturlige afløb.
For at forhindre oversvømmelser blev der derfor mellem
1717 og 1719 gravet en kanal mellem søen og Roskilde
Fjord. Kanalen var et værn mod oversvømmelser, men det viste sig at den også kunne drive en stribe vandmøller. I 1728 blev der således på Frederik IV’s foranledning anlagt en vanddreven agatslibemølle nær det nuværende Arresødal. Et par slibere blev hentet fra Tyskland, mens råvarerne kom fra Norge. Agaterne blev forarbejdet til blandt andet smykker, etuier, dåser, skåle og pyntesten til spadserestokke. Sliberiet blev nedlagt i 1746, men genopstod uden større succes for en periode i 1760’erne. Efter lukningen af agatsliberiet i 1746 var staten stadig opmærksom på mulighederne for at anvende kanalens vandkraft, og i 1751 blev den franske kanonsmed Etienne Jandin Peyrembert inviteret til Frederiksværk. Det forlød, at han med held havde fremstillet smedede kanoner. Disse mentes at have to fordele frem for de støbte: For det første krævede de mindre jern at fremstille og var dermed billigere. For det andet vejede de mindre og var derfor nemmere at transportere. Der blev indrettet smede- hammer- og boreværk m.m. til Peyrembert. Dog lykkedes det ham aldrig at frembringe kanoner der ikke enten flækkede eller sprængtes i brug! I 1756 mistede staten tålmodigheden med Peyrembert, og samme år overdrog Frederik V virksomheden til Etatsråd Just Fabritius og Kancelliråd Johan Frederik Classen, mod at de herrer anlagde et krudtværk. Sammen med kanonsmedjen overtog de boremestersvend Lorenz Juncker, der sad inde med den fornødne ekspertise til at kunne anlægge et kanonstøberi. Få år efter blev det nye industrikompleks opkaldt efter kongen og fik navnet Frederiksværk. Omkring værket opstod hel by med arbejdere, håndværkere og et levende handelsliv. Til toppenFor staten var der både økonomiske og militære interesser i oprettelsen af Frederiksværk. Landet havde problemer med betalingsbalancen, og man fandt at national selvforsyning var løsningen. Samtidig ønskedes en stabil forsyning af krigsmateriel, så Frederiksværk blev om noget en rustningsby. Classen og Fabritius forpligtede sig til at levere bestemte mængder af krigsmateriel til den danske stat, men kunne derudover producere til eksport. Dette fik blandt andet betydning i værkets første år, hvor den preussiske syvårskrig 1756-63 betød god efterspørgsel af krigsmateriel fra Frederiksværk. Krudt og kugler blev desuden brugt som gaver fra den danske stat til lande som Tunis, Algier og Marokko mod at disse lande undlod at plyndre danske skibe langs deres kyster. Krudtværket og kanonstøberiet blev hovedindustrierne i Frederiksværk, men industrikomplekset kom med årene desuden til at bestå af eksempelvis et teglværk, kunstsmedje, sølvraffinaderi, nagelsmedje, reberbane, sabel- og knivfabrik, landbrugsmaskinfabrik og garveri. Dertil kom en lang række håndværksprægede værksteder, samt et kobbervalseværk der forpagtede sig ind på værket. Værkets ejerforhold skiftede, men med Classen som dominerende figur frem til hans død i 1792. I hans tid var der typisk mellem 200 og 300 ansatte på værket og 20-25 udkommanderede soldater, der tog sig af bevogtningsopgaver. Blandt de ansatte var flere udlændinge. Fra agatsliberiets tid havde det været nødvendigt at hente specialister i udlandet, og det behov fortsatte langt op i værkets historie. Efter Classens død blev værket overtaget af kongemagten. Selvom der efter 1814 var tilløb til en privatisering af værkets industrier, blev en sådan først gennemført efter 1856. For krudtværket gjaldt, at det forblev på statens hænder og var i drift indtil 1965. Produktionen af jagtpatroner fortsatte endda i Frederiksværk helt op i 1990’erne. Kanonstøberiet var allerede i 1830’erne gået bort fra at producere krigsmateriel, og i stedet for var det mere fredelige varer som kakkelovne, gryder, kedler, stegepander, æbleskivepander og kagejern, der udgjorde hovedproduktionen. Ved privatiseringen af værket i 1856 blev støberiet købt af Anker Heegaard, der hurtigt efter installerede en dampmaskine som supplement til den ustabile vandkraft. Til toppenI forbindelse med krigen i 1864 fik støberiet igen militære ordrer. Gammelt krigsmateriel blev moderniseret, og der produceredes kugler, bomber, granater og kanonlavetter i stor stil. På det tidspunkt var industrialiseringen af Danmark godt begyndt, og med den opstod der efterspørgsel efter støbegods til lokomobiler, dampmaskiner og dampgryder. Også det kunne leveres af Anker Heegaard. For at fremme sin virksomhed tog Heegaard initiativ til anlægge en havn i Frederiksværk. Den stod klar til indvielse i 1866. I 1927 blev støberiet en del af De Forenede Jernstøberier (DFJ), og nogle år senere byggede man en ny fabrik på havnen. De andre støberier under DFJ bukkede efterhånden under, og fra 1944 var kun Anker Heegaard tilbage. Centralvarmekedler og elektrogas-artikler udgjorde efter krigen hovedparten af produktionen. Fra 1970’erne betød overgang fra centralvarme til fjernvarme og hård konkurrence fra Holland på husholdningsartikler vanskelige tider for fabrikken. I 1990’erne lukkede DFJ som den sidste af de virksomheder i Frederiksværk, der kunne føre sin historie tilbage til grundlæggelsen af værket i 1756. Af de mindre virksomheder, der var en del af værket, er kobbervalseværket det bedst kendte. Det blev grundlagt i 1805 af englænderen Th. English. Produktionen bestod fortrinsvis af kobberplader til forhudning af skibe. Kobbervalseværket var tidligt opmærksom på den nye teknologis muligheder og fik installeret sin første dampmaskine i 1829. Året efter var der 35 ansatte, som producerede på 5 par valser. I 1890 blev der anskaffet en ny og større dampmaskine og indlagt elektrisk lys, men fabrikken blev alligevel overhalet af ny teknologi og indlemmet i konkurrenten Nordisk Kabel og Tråd i 1907. Virksomheden blev herefter flyttet til København, og grundlæggerens privatbolig, Skjoldborg, er det eneste tilbageværende element i Frederiksværks bybillede af det engang så markante anlæg. Til toppenDet Danske Stålvalseværk A/S blev som den yngste af byens store virksomheder stiftet i sommeren 1940. Staten indskød halvdelen af aktiekapitalen, private investorer stod for resten. Værket skulle producere profiljern til byggebranchen og stålplader til værftsindustrien af dansk stålskrot tilsat rå jern. Stålvalseværkets grundlæggelse har visse paralleller til det første værks start i 1756. Kanalen var en væsentlig grund til at placere Stålvalseværket i Frederiksværk - ikke på grund af vandkraften, men fordi der krævedes store mængder af kølevand i produktionen. Et andet fællestræk var hensynet til betalingsbalancen og den nationale selvforsyning. Tidligere havde man eksporteret skrot for billige penge og importeret forarbejdet stål til høje priser. Der var med andre ord en økonomisk fordel i at producere stålet i Danmark, samtidig med at forsyningen til værftsindustrien dermed blev sikret. Endelig måtte man også denne gang indhente eksperter fra udlandet for at bygge virksomheden op. Alle Stålvalseværkets første tekniske nøglemedarbejdere var svenskere. Etableringen af værket medførte kolossal vækst i Frederiksværk - fra 2.200 indbyggere i 1940 til omkring 18.000 i 1990’erne. Kun en mindre del af væksten skal tilskrives kommunesammenlægningen i 1970. Derimod betød det voksende behov for arbejdskraft, at man var nødt til at tiltrække et stort antal ufaglærte gæstearbejdere fra udlandet. Fra slutningen af 1970’erne gik det tilbage for værket, men efter en betalingsstandsning og stilstand er virksomheden i dag rekonstrueret med ukrainsk kapital, og arbejdsstyrken er atter oppe på det gamle niveau. Til toppen |
|||||||||
Industrimuseet Frederiks Værk | Torvet 18 - 20 | 3300 Frederiksværk | Tlf. 47720605 | info@indmus.dk |
|||||||||
